Chokeret og målløs

Den "rigtige" hverdag er så småt begyndt at indfinde sig. Med det mener jeg, at pigerne er begyndt i skole og nogle af deres fritidsinteresser er begyndt.

I går var jeg til opstartsmøde i skøjteklubben. Jeg er stadig målløs. I chok. Og dybt forundret. Men nok mest på den positive måde.

Kender absolut intet til skøjte"branchen", så alt er nyt. Altså ældstedatteren begyndte til kunstskøjteløb i januar måned, så hun har gået der i 3 måneder plus lidt ekstra i sommerferien. Men fordi hun begyndte midt i en sæson, er vi kommet sådan lidt ind fra sidelinien.

Hun blev hurtigt spottet, som et særligt talent, som de på sigt gerne vil have som konkurrenceløber, og derfor er hun blevet "Iskrystal". Øøøøh, det er jeg stadig i målløs over. Men selvfølgelig også stolt. Tænk at hun er så dygtig, at de vil ovre klubbens allerbedste trænere på hende. Nå, men i går var jeg så til det her opstartsmøde, sammen med de øvrige Iskrystal-forældre, og jeg må sige, at de har styr på det og det virker som om det er en rigtig god og fornuftig klub med nogle sunde værdier for pigerne.

Men hvis man vil blive til noget, må man også gøre en indsats. En stor indsats. Hele familien! Hun skal nemlig træne fire gange om ugen, hvoraf de to ligger meget tidligt lørdag og søndag morgen. Og da der er for langt, skal hun køres hver gang. Well, hun vil rigtig, rigtig gerne, og hun har trænet spring og hop hele sommeren, så vi kan vist konstatere, at hun brænder for det. Så hun får lov. Så må vi bare se, hvor længe interessen er der .

Vi får også en udfordring i forhold til kørsel om onsdagen. Yngstedatteren skal nemlig gå til springgymnastik og jeg går til boksemotion, og ældste til skøjter. Men det må vi lige se på, når alle tiderne er på plads.

Yngstedatteren er stadig vild med at spille bratsch, og der går hun to gange om ugen, plus jeg øver med hende 20 minutter hver evig eneste dag året rundt. Så der er nok at se til. Godt jeg er på deltid. Fatter ikke hvordan folk på fuldtid får tingene til at hænge sammen.

Update: Har netop fundet ud af, at der var en fejl i programmet for yngstedatterens gymnastik, så hun skal gå tirsdag i stedet for onsdag. Det er jo fint, for så bliver det lettere at få det hele til at gå op i en højere enhed. Det er alligevel bare lidt ærgerligt, for det var dejligt, at have en ugentlig "fridag", hvor vi alle var hjemme.

Borte-borte

Yngstedatteren øver på sin bratsch. Gentagne gange spiller hun forkert. Jeg spørger hende, om hun vil se noderne. Hun svarer, at det behøver hun ikke. Hun kan den godt noderne.

"Jeg skal bare lige finde dem oppe i hovedet!"

Blid start

Så er jeg landet på fabrikken.

Morgenen derhjemme foregik stille og roligt. Yngste var frisk og fredig. Ældste noget mere stille og simulerede lidt morgenmuthed.

Trafikken var nærmest ikke eksisterende. Havde set frem til at cykle, men min cykel nægtede at komme ud af skuret, eftersom regnen væltede ned, så jeg blev nødt til at tage bilen.

Har allerede fået gennemgået mine arbejdsmails. Det er jo fordelen ved at have mange kolleger, der laver det samme som en selv. De har lavet alle hasteopgaverne, så der er rent bord, når man kommer retur. Luksus!

Nu sidder jeg her og lumrer indendørs, mens jeg kigger på syndfloden uden for vinduerne og har ondt af ungerne. De er nemlig i Badesøen hele ugen og det var jo ligesom meningen, at der skulle være høj sol og jubelskrig. Håber det snart klarer op, så de da får badet lidt alligevel.

Endnu en engel på matriklen

Vågnede i morges til duften af effektivitet. Ældstedatteren var vist blevet ramt af et rengøringsflip og var i fuld gang med at give hele hytten en overhaling.

Jeg mangler ord.

Hun overvandt sin uvilje

Vejret har mildest talt været noget skiftende i dag. Ikke havevejr, men dog rimelig tørt. Netop som vi skulle du på vores løbetur, stod regnen ned i lårtykke stråler. Okay, sagde vi til hinanden. Vi giver det en time, og hvis det så stadig regner gør vi det sgu alligevel. Så seje er vi nemlig. Basta!

Ældstedatteren var ikke helt overbevist, men jeg kunne se hun krydsede fingre bag ryggen. Heldigvis besindede regnen sig og holdt en pause, lige som vil skulle ud. I skoven dryppede det kraftigt på os. og jeg overbeviste ældste om, at det bare var dråber fra bladene.

Det holdt tørt! Og vi havde en dejlig løbetur på de obligatoriske 5 km.

Yes - vi gjorde det sgu. Og vi nød det. Jeg gjorde i hvert fald. Og er glad over, at ældste også tog sig sammen og løb med, selvom hun egentlig undslog sig i første omgang.

I feel lucky

Tænk at jeg har to så vidunderlige tøsebørn. Jeg må knibe mig i armen. Mens jeg var til spinning (i øvrigt en super fed time) var pigerne alene hjemme. De hjalp hinanden med at lave en ualmindelig lækker pizza ud af den dej, jeg havde lavet tidligere på dagen. Så da jeg kom hjem fra træning, stod maden på bordet og køkkenet var ryddet op. Jeg var glubende sulten, så jeg glemte helt at tage billeder af kreationerne. Men jeg kan godt afsløre, at de var helt perfekte.

I øvrigt havde ældstedatteren haft rengøringshandskerne på tidligere i dag og skuret oven, brusekabinen, badeværelset, pudset alle hårde hvidevarer i køkkenet og og og...

Nu ligger de arm-i-arm i sofaen under dynen og fredagshygger til Disney Show.

De er glade for hinanden. Og jeg... ja jeg er LYKKELIG for at jeg har to så pragtfulde piger. Lucky me!

En sej tøs

Den aftalte løbetur er tilendebragt. Ældstedatteren var iført sine nyindkøbte løbesko, og de var som de skulle være. Hun er en sej lille tøs. Tager de 5 km. i stiv arm og er spurgte selv, om vi ikke skulle indlægge lidt intervaller på ruten.

Der er flere fordele ved at løbe med hende. Den største er, at det bare er super hyggeligt. At løbe der ved siden af hinanden og bare være sammen. Mærke at man er tæt på hinanden. Og så løber vi ikke hurtigere, end at vi kan tale sammen - altså undtagen når vi spurter i intervallerne. Og man får talt så godt på sådan en tur. Og kan også være stille sammen. En anden fordel er, at jeg skal simulere totalt overskud. Ikke fordi det er specielt påkrævet, hun klarer det fint selv. Men alligevel er det godt at kunne motivere og opmuntre. Det gør, at jeg "slipper" for tænke på mig selv, og om jeg selv er træt eller tung i benene.

Jeg glæder mig allerede til vores næste løbetur.

En drøm?

Glippede svagt med øjnene i morges da yngstedatteren kravlede ind i sengen til os. Jeg bød hende hjertelig velkommen ved at løfte dynen og hun kvitterede ved at lægge armen om min hals og putte sig ind til mig. Sådan faldt vi i søvn og sov endnu en del timer. Det føles som en drøm at sove sådan. Men det er den skinbarlige virkelighed og jeg elsker det.

En aftale er indgået

Ældstedatteren og jeg har netop tilbagelagt 5 km i adstadigt tempo, mens snakken gik lystigt. Tænk at hun gider. Jeg gider godt og jeg gider især godt at hun også gider. Det er en god måde at være sammen på. Vi indgik en aftale. I ferien skal vi løbe hver anden dag. Den aftale skal vi nok holde. Håber jeg!

To slags guldmedalje

Ældstedatteren har være på tennisskole hele ugen og der blev afsluttet med turnering. Hun vandt. Fik overrakt fin guldmedalje og var stolt som paven. Det har været en super god uge, og nu er hun helt vild for at begynde at gå til tennis. Men hun vil også gerne gå til kunstskøjteløb igen, når sæsonen begynder. Så nu må vi se, om vi kan få det hele til at gå op i en højere enhed.
En hel uges koloni med fritteren er slut for yngstedatteren. Bussen og ungerne blev modtaget med flag, ventende forældre og søskende og der blev uddelt kram til den store guldmedalje. Det er dejligt at have hende hjemme igen.

Enebarn

I denne uge har vi et enebarn derhjemme.

Yngstedatteren er på koloni hele ugen. Tænk at få lov til at have dem hver for sig engang i mellem. Det er luksus! At kunne tale med ældstedatteren uden at blive afbrudt af en lillesøster. At kunne give al sin opmærksomhed til ét barn i stedet for to. Og at få lov at savne den lille. For det må jeg indrømme jeg gør. Jeg savner hende. Og glæder mig til hun kommer hjem igen. På fredag klokken seksten-nul-nul-dut. Har det trods alt bedst når jeg har begge mine piger hos mig.

Sommer og strandbesøg

Efter en skøn pluk-selv-jordbær-dag, kørte vi forbi stranden og pigerne sprang straks i det iskolde vand - forstå det hvem der kan.





Jeg skulle ikke nyde noget. I stedet gik jeg rundt og skød lidt billeder, mens jeg holdt øje med dem.

Laaaang nat

Yngstedatteren var hårdt ramt i nat. Hun kastede op i et væk, når hun altså ikke var på toilettet. Jeg havde taget hende ind i dobbeltsengen, så jeg kunne hjælpe og trøste hende. Manden sov så i hendes seng.

Og der blev god brug for mit moderlige omsorg. Hun var så skidt, at hun på et tidspunkt midt i en voldsom opkastning hulkede. "Jeg kan ikke mere. Jeg vil bare dø". Det stakkels pus. Jeg mindede hende om, at resten af familen var kommet helskindet igennem det, og vi alle vidste præsis hvad hun gik igennem.

Henad halv fem-tiden faldt der lidt ro over hendes mave og vi lå faktisk og hyggede lidt inden vi eeeeeendelig kunne overgive os til søvnen.

Må indrømme, at jeg en anelse klatøjet, da vækkeuret ringede kl. 6. Og nu... ja nu føler jeg mig som noget fra en uhyggelig film.

Håber det kan blive til en lille morfar på sofaen, når jeg kommer hjem om et par timer.

En efter en

Jeg var syg tirsdag, onsdag, torsdag.
Ældstedatteren fredag og lørdag.
Manden lørdag, søndag og sikkert også i morgen mandag.
Og nu har yngstedatteren netop ofret sig for første gang.
Pyyyyh, det er noget af en omgang.

Yngste på Plænen

Dagen i dag blev tilbragt i Tivoli. Måske ikke det foretrukne valg, når man tænker på det pragtfulde vejr. Men Albertslund Musikskole skulle modtage en pris som Årets Musikskolekommune 2008, og derfor skulle strygerne (inkl. yngstedatteren) spille på Plænen i dag kl. 15.

Og så tropper man naturligvis op.
Med glæde.
Det var en stor dag og meget, meget spændende og de gjorde det super, super godt. Der var vist ikke et eneste forældre øje, der var tørt der.

Sovende engel

Jeg bliver så blød om hjertet, når yngstedatteren sover så sødt.

Upopulær

Man kan ikke være lige meget i kridthuset hver dag.

Skrevet med børneskrift af yngstedatteren på fliserne foran hoveddøren i går, da hun var meget vred på os.

Lejrskoleagtig hygge

Yngstedatteren har overnattet på Musikskolen fra fredag til lørdag og jeg fik lov at overnatte med. Det var nærvær, hygge, snak, nye bekendtskaber og bare rigtig, rigtig dejligt. Ungerne - der var 27 i alt - nød det i fulde drag.

De spillede på deres instrumenter, legede lege, løb rundt og rundt og rundt, fjollede og havde det bare skønt. Fredag aften var der fællesspisning fra buffeten med den medbragte mad og lækre hjemmebagte kager til kagen. Ungerne kunne næsten ikke nænne at gå i seng, men efter et par godnathistorier, vandt de tunge øjenlåg alligevel og der faldt ro over feltet og de sov lige til næste morgen ved syv-tiden.

Igen er jeg imponeret over Musikskolens lærere. De forstår virkelig at få det bedste frem i poderne og så havde de været smarte at booke os forældre til at tage sig af alt det praktiske, så de selv kunne koncentrere sig om børnene. Efter den udsøgte morgenmad blev der øvet i samspil og klokke elleve ankom publikum så til koncerten.

Yngstedatteren havde vist ikke fået nok af sin mor, for hun spurgte om vi ikke kunne tage på café og spiste frokost. Selvfølgelig kunne vi det. Jeg havde heller ikke fået nok af hende og nød at sidde tæt sammen med hende og tale om oplevelserne.

Må indrømme, at da vi kom hjem var jeg liiiiidt slidt og blev nødt til at lukke øjnene et par timer. Selvom jeg havde sovet rigtig godt, er det alligevel uvant at ligge på en madras på gulvet med en masse fremmede børn rundt om sig.


Aftensmaden bestod af hjemmelavede burgere med guacamole. Kender I i øvrigt det trick med at lægge stenene ned i, mens den trækker? Så bliver den ikke brun og ulækker.



Desserten bestod af et fad med friske bær. Ungerne åd, så de næsten fik mavepine. De var yngste og hendes gode ven, der havde anrettet fadet.


Vennen blev fulgt hjem og yngste legede lidt på legepladsen. Imens hyggede jeg mig med at stikke kameraet ned i smukke mælkebøtter.

Yngste kalder. Om jeg ikke kommer og læser en godnathistorie. Selvfølgelig gør jeg det. Elsker at have hende liggende i min arm og nusse hende i håret, mens vi hygger med aftenens sidste ritual inden det er tid til godnatkram.

Foran på point

Genboen tilbød at tage yngstedatteren med på Musikskolen, hvor hendes datter også går. Pludselig havde jeg 2 timer til min rådighed. Tænke, tænke, tænke... hvad skal man dog bruge sådan et par timer til?

Det lykkedes! Jeg fandt på noget! Jeg gjorde simpelthen rent!!!!!!!!!
Har stadig ikke fundet en ny rengøringsalf, og så må man jo selv tage gummihandskerne på.
Og så slipper jeg jo for at gøre det i morgen på min fridag. (Godt tænkt, MrsCute!)


Fik også sorteret vasketøj i farver. Seks sorte sækfulde blev det til. Der kunne simpelthen ikke stopppes mere ned i vasketøjsskufferne. Utroligt som det kan hobe sig op, bare fordi at vaskemaskinen er deporteret et par uger p.g.a. bryggersrenovering. Men nu er jeg i hvert fald klar til at vaske løs, så snart maskinen bliver tilsluttet igen.


Mens jeg gjorde rent, lavede ældstedatteren og hendes veninde aftensmad. Hvilken luksus blot a kunne sætte sig til et veldækket bord med lækker mad. Menuen var friske rødspætter i fad med grøntsager og små kartofler med persille. Mums.

Næsten midt om natten

Hos os må man kun se morgenfjernsyn i weekenden, så det glæder pigerne sig ofte ret meget til.
Forleden vågnede yngstedatteren liiidt tidligt, og kunne slet ikke falde i søvn igen, da hun var nervøs for, at hun så gik glip af noget.


Hun er først ved at lære klokken og for at være sikker på, at hun kunne huske hvad tid hun stod op, tegnede hun uret.

Tænk hvis hun også kunne stå så tidligt op til hverdag.