Langsomt fremad

Har på forunderligvis sovet som en baby i nat og vågnede frisk og veludhvilet her til morgen. Det er jo i sig selv et godt tegn.

Kiropraktorbesøget i morges gik som det skulle. Ryggen er rimelig og der er intet alvorligt i vejen,. Pyha, man bliver jo altid lidt svedt, når sådan noget sker. De kloge siger jo, at jeg har en begyndende diskusprolaps, og man frygter jo, at det pludselig er blevet rigtig alvorligt.

Well, jeg blev anbefalet på det kraftigste at ligge ned resten af ugen. "Jamen, jeg sidder jo både på bold og kan stå op og arbejde" forsvarede jeg mig. No way.... det er ikke holdbart, sagde hun. "Du risikerer, at det bliver meget værre!" Møg!

Heldigt jeg så har mulighed for at arbejde hjemmefra.

Så er den gal - igen!

Ligger her på sofaen med is på og MEGA smerter i ryggen.

Cyklede på arbejde i morges - det gik fint. Da jeg så ankom til fabrikken og skulle op ad trappen gik det galt. Ryggen "knækkede" og tårerne sprang ud af øjnene på mig. Receptionisten kom løbende og hjalp mig ned at ligge. Der lå jeg så. Efter ca. 10 minutter hjalp hun mig op til min arbejdsplads. Heldigvis har jeg hæve-/sænkebord, så jeg kan stå op. Det gik rimeligt. Ja, jeg burde nok være taget hjem med det samme, men det gjorde så ondt, at det kunne jeg ikke rigtig overskue.

Og så var der også liiiiiige det, at den kæmpe sag, som jeg har arbejdet på i flere måneder skulle til tryk i dag, så jeg synes jo jeg blev nødt til at blive. Efter et par timer brød jeg helt sammen af smerter og tårerne væltede igen ud af øjnene på mig. Jeg blev hjulpet ned at ligge igen og ringede til kiropraktoren. Heldigvis kunne jeg få en akut-tid og så kom Manden ellers drønende i bil og agerede sygetransport. Point til ham.

På arbejdet var de bare SÅ søde. Det er jo en møgsituation, men der er jo ligesom ikke så meget at gøre ved det. Jeg fik hurtigt sat de andre ind i jobbet og aftalte så, at jeg ville ringe når jeg var hjemme igen. Heldigvis har jeg været i stand til at ligge ned og arbejde hele dagen, så jeg har næsten nået det hele. I morgen guider jeg så en kollega igennem de sidste ting pr. telefon. Det skal nok gå.

Jeg har endnu en tid til kiropraktor i morgen tidlig og en mere på fredag. Hold hvor er jeg bare træt af den ryg.

Nogen der vil bytte?

Lidt for travlt

Jeg har haft smadder travlt på arbejdet de seneste dage - på den gode. Jeg sidder med et stort katalog på over 340 sider, som er på vej i trykken. I dag skulle den sidste korrektur så afsted til kunden. Jeg knokler og knokler og pludselig går det op for mig, at jeg jo ligesom har weekend lige om lidt. Nøj, en rar følelse. Men så bliver det også endnu mere presserende, at få korrekturen afsted, så kunden har helt til på mandag til at kigge den grundigt igennem.

Pludselig fik jeg kigget på klokken og så, at jeg ville få mere end travlt med at nå hjem til aftalte tid. Ældstedatteren havde nemlig første dag til ridning, og jeg havde lovet at være der. Jeg ringede og vi aftalte, at jeg bare mødte hende på rideskolen.

Jeg nåede korrekturen til kunden. Jeg nåede rideskolen. Jeg nåede at hente yngstedatteren på frit (som jeg næsten havde glemt i skyndingen) og jeg huskede at hente den mad i kantinen, som jeg havde bestilt til at tage med hjem til i aften.

Men nøj hvor hjulede jeg hurtigt hjem på cyklen - i strid modvind!

Amazing InDesign

Jeg elsker Adobe InDesign og jeg elsker at lære nyt om programmet. Nu har jeg lige opdaget, at der ligger 40 videoer på YouTube med InDesign Tuorials.

Damn jeg bliver klog!

Blid start

Så er jeg landet på fabrikken.

Morgenen derhjemme foregik stille og roligt. Yngste var frisk og fredig. Ældste noget mere stille og simulerede lidt morgenmuthed.

Trafikken var nærmest ikke eksisterende. Havde set frem til at cykle, men min cykel nægtede at komme ud af skuret, eftersom regnen væltede ned, så jeg blev nødt til at tage bilen.

Har allerede fået gennemgået mine arbejdsmails. Det er jo fordelen ved at have mange kolleger, der laver det samme som en selv. De har lavet alle hasteopgaverne, så der er rent bord, når man kommer retur. Luksus!

Nu sidder jeg her og lumrer indendørs, mens jeg kigger på syndfloden uden for vinduerne og har ondt af ungerne. De er nemlig i Badesøen hele ugen og det var jo ligesom meningen, at der skulle være høj sol og jubelskrig. Håber det snart klarer op, så de da får badet lidt alligevel.

Om få timer...

... triller jeg ind på fabrikken efter 3 ugers vidunderlig ferie. Plejer at glæde mig til at begynde igen. Det gør jeg ikke rigtig denne gang. Det er ikke fordi, der er noget i vejen med arbejdet. Slet ikke. Jeg er bare ikke rigtig færdig med at holde ferie. Synes det er fantastisk at gå herhjemme og bare daffe rundt og have god tid og lave ingenting. Og have hele familien samlet rundt om mig.

Heldigvis er der ikke noget i vejen med vores hverdag, så det skal nok blive helt ok at få den tilbage. Men behøvede det bare at være allerede?

Overrasket over mig selv

Blev hjemme fra fabrikken i dag for at skåne min sarte ryg mest muligt. Det var meningen, at jeg så kunne lægge udstrakt på gulvet, når behovet var til det. Jeg havde aftalt med min chef, at jeg skulle arbejde i det omfang jeg kunne holde til det. Og så er det, at jeg har overrasket mig selv. Har faktisk arbejdet i sammenlagt 8 timer, fordelt ud på 14 timer. Det er da meget godt, synes jeg. Har været rigtig god til at holde pause og lave øvelser, så ryggen har det super fint. Og det har samvittigheden også. Opgaven er gået som smurt og jeg er nået rigtig langt. Det føles rigtig rart.

Nu vil jeg traske i seng, for der er jo ligesom ingen grund til at overdrive. I morgen tidlig kl. 8 har jeg tid hos kiropraktoren - det er i hvert fald ingen skade til.

Godnat - og drøm smukt!

Giv mig min GPS tilbage NU!

Skulle være på Fisketorvet kl. 9 her til morgen til seminar. Kørte hjemmefra i god tid og drønede derudad. Pludselig opdager jeg, at jeg er på vej mod Field's. Damn, hvad skete der lige der? Nå, men det går jo nok. Så kan jeg jo bare køre over Amager Fælled, tænker jeg. Det var da underligt... pludselig er jeg i Sydhavnen. Kører videre. Yes... Vasbygade... og der... Fisketorvet. På forunderligvis landede jeg alligevel det rigtige sted, til den rigtige tid. Ved ikke helt hvordan det lykkedes, men det er også lige gyldigt. Hovedsagen er, at jeg kom til tiden. Men måske er det på tide at anskaffe en ny gps.

InDesign-seminaret var i øvrigt vildt fedt. Flere gange klappede folk begejstret. Glæder mig til at få afprøvet alle de fede ting, der blev fortalt om.

Hellere foran end bagud

I morgen venter et - forhåbentligt - interessant og lærerigt seminar med titlen:

"Et seminar om det perfekte arbejdsliv"

Det handler bl.a. om Adobe Indesign, som er mit absolut foretrukne værktøj, når jeg skal lave layout. Jeg elsker at bruge programmet optimalt og udforske alle kroge af det, så jeg kan optimere og effektivere mine arbejdsgange opgaver. Selvom jeg mener, at jeg har rimelig styr på det, håber jeg, at jeg i morgen kan lære endnu mere og komme endnu dybere ned i programmets funktioner.

Seminaret varer fra 9-12 og mine kolleger skal tilbage på fabrikken. Jeg har meddelt, at jeg arbejder hjemme. En af fordelene ved at arbejde hjemme er helt klart, at man ikke lige behøver at gøre det i det sædvanlige tidsrum, når blot opgaverne bliver løst. Derfor har jeg netop nu arbejdet et par timer og fået en del fra hånden - var nemlig lige i humør til det. Og så er jeg jo foran. Elsker at være foran. Og hader at være bagud.

Så i morgen kan jeg arbejde hvis jeg har lyst og lade være hvis lysten mangler. Herligt!

Sug i maven

Da jeg kom på fabrikken her til morgen, fik jeg et kortvarigt sug i maven.

Mit skrivebord var ryddet!

Cirka 1.000 tanker når at flyve gennem hovedet, men så kom jeg i tanke om det... havde jo ligesom selv ønsket det i går, da jeg var til "hvordan-går-det-med-dit-nye-job-og-kolleger-og-så'en" - samtale.
Man pipper og der bliver lyttet OG taget action.

Sådan skal det være!

Forundret

Ikke om jeg forstår trafikken. I mandags var jeg næsten 45 min om at køre turen til arbejdet, som ifølge krak burde tage 9. I morges tog det så 16 min. Ikke om jeg forstår det! Men det betød at jeg troppede op på fabrikken som en af de første og kan begynde ugen stille og roligt i mit eget tempo. Præcis som jeg holder af.

I morgen skal jeg ikke nå noget lige når jeg har fri, så der vil jeg nappe jernhesten igen. Håber vejret er ligeså smukt, som det er her til morgen.

Øvelse gør mester

Efter fire dages fri, er det tid til at komme op i gear igen. Men først i morgen. Efter en god lang nats søvn. I morgen går det løs. De næste fire uger skal ældstedatteren til skøjteløb tre gange om ugen (mandag+onsdag+fredag) plus en ekstra gang om onsdagen (fra 15:30-16:15 og igen fra 17-18).

Jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker min hverdag. Men hold da op hvor jeg da også bare elsker at holde fri. Og jeg bliver bedre og bedre til det.

På ufrivillig opdagelse

Ruten til arbejdet foregår på store veje med masser af biler. I morges tænkte jeg, at det da ville være meget federe at køre gennem Vestskoven på cyklen. Som tænkt så gjort. Glad og fro hjuler jeg derud af. Med musikken i ørerne smiler jeg op med den opstigende sol og tænker, at det er da bare fedt det her.

Pludselig ender vejen.
No problemo.
Kan jo både se og høre Ringvejen lige derhenne. Der er godt nok et mudret stykke, der skal forceres, men det går nok. Damn, der er sgu hegn for. Og jeg kan ikke lige se mig selv kaste cykel og madpakke over. "#€%()=?+%&§ (Så må man godt bande!). Nå, der er ikke andet at gøre, end at vende hesten og finde en anden vej ud. I horisonten aner jeg to cyklister og jeg hjuler efter dem. Vi når til en asfalteret vej - og så drejer din hver sin vej. Argh! Jeg tager chancen og følger efter ham til højre. Jeg aner ikke hvor jeg er. Kommer både forbi en planteskole, et sommerhusområde en Spar-købmand og et villakvarter. Pludselig ser jeg et vejskilt med "O3"...jubii, der er håb forude. Og et par minutter senere er jeg på rette spor og nåede frem til fabrikken i ok-tid.

Måske jeg skulle lave lidt research INDEN jeg kaster mig ud i skønne omveje?

I morgen er jeg klar

I følge Kraks ruteplan tager det 9 minutter at komme til mit nye arbejde i bil. Det passer ikke. I hvert fald ikke mandag morgen. I morges tog det næsten 3 kvarter. TRE KVARTER!!! Det er jo vanvittigt. Det er jo ikke ligefrem den måde, jeg havde tænkt mig at min flekstid skulle bruges på - i bilen i en kø.

Jeg har hele tiden regnet med, at jeg skulle cykle. I hvert fald en del dage. Der er bare lige den lille krølle på sagen, at jeg ofte skal noget lige efter arbejde. F.eks. i dag hvor yngstedatteren går til Bratsch. Der har jeg 30 minutter til at pakke sammen, komme hjem, hente hende og køre videre. Det går bare ikke hvis jeg er på cykel.

Men i morgen. Der skal jeg "bare" hente hende og en legekammerat på vejen hjem, så det kan sagtens lade sig gøre på cykel. Så i morgen bliver det. Skal godt nok forbi kiropraktoren om morgenen, men det plejer ikke at tage så lang tid - og det er næææsten på vejen.

Mit største "problem" ved at cykle er, at jeg ikke kan køre langsomt. Vil gerne føle jeg bruger min krop. Men så sveder man altså. Og det er minus-fedt at sidde på kontor og være svedig over det hele. Man kan jo gå i bad, men det synes jeg også er at overdrive lidt, når der kun er 9 km. hver vej. Kompromiset må være at skifte bluse og klatvaske lidt. Jeg satser på, at det er en brugbar løsning. Glæder mig i hvert fald til at vinke til alle dem, der holder i kø.

Endelig opdaget

Her har man gået i mange år og ventet på at blive opdaget, og så sker det pludselig på arbejdet... en fotograf kommer med et mega kamera og be'r mig stille mig op, dreje hovedet lidt, smile, dreje lidt mere, vende mig om og smile lidt mere endnu. Damn jeg er god til det og kan slet, slet ikke forstå, at det ikke er sket for længe siden.

Desværre er det bare billeder, der skal bruges i firmaregi. Men det var da meget sjovt i de 45 sekunder det tog.

Mat i sokkerne

Det er vist lidt hårdt sådan at begynde på nyt job. Jeg er i hvert fald pænt træt i øjenlågene. Måske har det også lidt at gøre med, at jeg oksede hjem fra fabrikken for at tage med yngstedatteren på Strygerskole. Og der var så liiige en lille overraskelse i dag: Efter de 2 timers strygerskole var der.... taaadaaaah... en ekstra halv times øvning, da de skal holde børnekoncert den 17. april. Interessant men altså også lidt hårdt med 2½ time sidst på eftermiddagen. Yngstedattern tog det flot og bevarede faktisk koncentrationen i al tiden - imponerende.

Da vi kom hjem ventede endnu en overraskelse: Ældstedatteren og hendes veninde havde selv lavet den lækreste lasagne, jeg længe har smagt. Tænk at komme træt hjem og så står maden bare på bordet. Det er da drømmen om lykken.


Billedet er den flotte velkomstbuket, jeg fik i tirsdags på mit nye arbejde. Jeg har været der tre dage og det føles næsten allerede som jeg har været der altid. Jeg har masser af opgaver og de glider bare derudaf. Mac'en er stadig en udfordring, men mine nye kolleger er knalddygtige, og vil gerne lære fra sig, så det skal jeg nok få styr på inden længe.

Alle spiser frokost sammen og samtalen glider bare og jeg er en del af det hele. Det eneste minus der er, er så selve maden. Æv, den er trist. Men det forlyder, at der bliver ansat en kok i løbet af en måned eller to, så mon ikke det vil højne niveauet? Det satser jeg på.

I morgen har jeg fri. Ah hvor jeg glæder mig. Frisøren venter til et par timers forvandling, hvilket er hårdt tiltrængt efter en uge i sol og klor. Satser på at blive rigtig lækkersmækker.

Nu vil jeg daffe i seng, for hvis jeg for alvor skal blive smækkerlækker kræves det vist, at skønhedssøvnen ikke syltes.

Godnat og sov godt!

Første dag på den nye fabrik

Super fed dag! Blomster, fælles morgenmad, mail-konto, mentor, introplan og søde kolleger, så man følte sig meget velkommen med det samme. Og der lå ovenikøbet en opgave, så jeg kunne komme i gang med det samme - cool!

Glæder mig allerede til i morgen - det skal nok blive rigtig godt. Det føles i hvert fald helt rigtigt.

Ganske overvældende

Så blev der sagt farvel. Jeg havde lavet fire lagkager og der kom kolleger og kunder fra hele huset for at sige pænt farvel. Og de havde gaver med. I massevis. Ganske, ganske overvældende. Og der var mange fine ord og dejlige varme knus. Der er mange jeg vil komme til at savne og tænke tilbage på med et smil på læben. Det er dejligt at slutte på den måde.

Det lakker mod enden

I morgen er det sidste dag på fabrikken. Det er 100% selvvalgt, men alligevel er det underligt. Det meste af tiden - næsten to år - har jeg været rigtig glad for at være der. Og er det stadig!

Men nu er på tide at komme videre.

Mange har spurgt mig, hvorfor jeg dog vil videre, når jeg har det som blommen i et æg med fede arbejdsopgaver og en rigtig god chef. Man ved jo aldrig, om det man får er lige så godt. Og det er da rigtig nok. Det ved man ikke. Men: "Hvo intet vover, intet vinder". Selvfølgelig kunne jeg godt læne mig tilbage og nyde det. Men jeg trænger til at komme videre. Få nogle nye udfordringer. Nogle nye kolleger, jeg kan sparre med. Lære noget nyt. Udvikle mig. Og ikke mindst - undgå at gro fast. Det er alt for let og alt for trygt, bare at læne sig tilbage og køre den af på rutinen. Men jeg gider altså ikke være en af dem, der sukkende udbryder: "Det haaaar vi prøøøvet. Det viiiirker ikke heeeer!" Så nu må jeg videre.

Måske er det slet ikke sagen med det nye sted. Men det må tiden jo vise. Og går det heeelt galt, har min nuværende direktør sagt, at jeg bare kan ringe, så kan jeg få mit gamle job igen. Det er jo en meget rar nødudgang at have.

En svær beslutning

Nogle gange byder livet på nogle svære beslutninger. Sådan en har jeg lige taget.

Har i knap to år været ansat på et lille bureau. Jeg har haft det som blommen i et æg. Super fede og spændende opgaver. Herlige kunder. Søde kolleger. Og - ikke mindst - en rigtig, rigtig god chef, som har forstået at lytte, aflaste, vejlede, sparre, give luft og alt muligt andet.

Nu har jeg sagt op og underskrevet kontrakt med et nyt firma. Det var som sagt en svær beslutning, når man faktisk slet ikke har været utilfreds. Men det er ikke hver dag man får et tilbud, man ikke kan sige nej til. 25-timers jobs med stor fleksibilitet, perfekt stillingsbeskrivelse, god geografisk beliggenhed og god løn hænger bestemt ikke på træerne.

Og så hører det også med til historien, at det har været et par turbulente år i det firma jeg forlader. Mange opsigelser, usikkerhed omkring kunderne og ingen direktør i en periode har gjort, at man har følt sig en smule usikker på fremtiden. Og årene på arbejdsmarkedet har (desværre) lært mig, at man er sig selv nærmest og at man er nødt til at tænke på sig selv.

Jeg har dog aftalt at jeg bliver det meste af marts måned med, så de har en ekstra måned til at finde en ny medarbejder og så kan jeg også nå at få afsluttet nogle af de igangværende projekter på en ordentlig måde.

Pyha- sikken dag. Det er hårdt at sige op. Og det er hårdt at se sin chef, kunder og kolleger kede af det. Men det føles - trods alt - rigtig i maven og jeg glæder mig helt vildt til det nye job. Så må man jo bare håbe, at det lever op til forventningerne.