2 x afbud

Måtte krybe til korset og erkende, at jeg ER sengeliggende og at der nok ikke sker et mirakel foreløbig. Har meldt afbud til boksning samt til sommerfesten på fabrikken på fredag. Æv, æv, æv. Havde glædet mig. Elsker min træning. Elsker fest. Men sådan er det altså. Om jeg vil det eller ej.

Klap-klap

Det blæser ret meget.
Der er støvregn.
Jeg er mildest talt mega øm i kroppen efter den hårde træning i går.
Jeg er træt.
Og bilen lokker.

Men jeg gjorde det alligevel. Jeg kastede mig op på jernhesten og cyklede til fabrikken.

Jeg HAR klappet mig selv på skulderen.

Brystsmerter

Jeg har de ondeste brystsmerter. Du ved, lige der hvor BH'en strammer. Det vil sige, normalt strammer den ikke, men i dag føles det som om den er ved at klemme alt liv ud af mig. Jeg kan dårligt rejse mig fra liggende stilling og jeg ømmer mig, når jeg skal bukke mig.

Hvad pokker sker der?

Tænke tænke...

Nåååå, vi trænede jo ekstraordinært meget mave i onsdags til boksning.

Så forstår jeg bedre!

Fredag er MIN dag

Manden er sendt på job. Ungerne er sendt i Badesøen. Varerne fra Aarstiderne er pakket ud. Havregrynene er spist. Træningstøjet er taget på.

.... og nu må jeg hellere komme afsted til spinning.

Op på hesten og afsted

Der var stort smil på mine læber, da jeg slog øjnene op til en ny dag i morges. Solen bragede frem og fuglene holdt koncert i træerne.

Det er endelig blevet cykelvejr!

Hun overvandt sin uvilje

Vejret har mildest talt været noget skiftende i dag. Ikke havevejr, men dog rimelig tørt. Netop som vi skulle du på vores løbetur, stod regnen ned i lårtykke stråler. Okay, sagde vi til hinanden. Vi giver det en time, og hvis det så stadig regner gør vi det sgu alligevel. Så seje er vi nemlig. Basta!

Ældstedatteren var ikke helt overbevist, men jeg kunne se hun krydsede fingre bag ryggen. Heldigvis besindede regnen sig og holdt en pause, lige som vil skulle ud. I skoven dryppede det kraftigt på os. og jeg overbeviste ældste om, at det bare var dråber fra bladene.

Det holdt tørt! Og vi havde en dejlig løbetur på de obligatoriske 5 km.

Yes - vi gjorde det sgu. Og vi nød det. Jeg gjorde i hvert fald. Og er glad over, at ældste også tog sig sammen og løb med, selvom hun egentlig undslog sig i første omgang.

I feel lucky

Tænk at jeg har to så vidunderlige tøsebørn. Jeg må knibe mig i armen. Mens jeg var til spinning (i øvrigt en super fed time) var pigerne alene hjemme. De hjalp hinanden med at lave en ualmindelig lækker pizza ud af den dej, jeg havde lavet tidligere på dagen. Så da jeg kom hjem fra træning, stod maden på bordet og køkkenet var ryddet op. Jeg var glubende sulten, så jeg glemte helt at tage billeder af kreationerne. Men jeg kan godt afsløre, at de var helt perfekte.

I øvrigt havde ældstedatteren haft rengøringshandskerne på tidligere i dag og skuret oven, brusekabinen, badeværelset, pudset alle hårde hvidevarer i køkkenet og og og...

Nu ligger de arm-i-arm i sofaen under dynen og fredagshygger til Disney Show.

De er glade for hinanden. Og jeg... ja jeg er LYKKELIG for at jeg har to så pragtfulde piger. Lucky me!

En sej tøs

Den aftalte løbetur er tilendebragt. Ældstedatteren var iført sine nyindkøbte løbesko, og de var som de skulle være. Hun er en sej lille tøs. Tager de 5 km. i stiv arm og er spurgte selv, om vi ikke skulle indlægge lidt intervaller på ruten.

Der er flere fordele ved at løbe med hende. Den største er, at det bare er super hyggeligt. At løbe der ved siden af hinanden og bare være sammen. Mærke at man er tæt på hinanden. Og så løber vi ikke hurtigere, end at vi kan tale sammen - altså undtagen når vi spurter i intervallerne. Og man får talt så godt på sådan en tur. Og kan også være stille sammen. En anden fordel er, at jeg skal simulere totalt overskud. Ikke fordi det er specielt påkrævet, hun klarer det fint selv. Men alligevel er det godt at kunne motivere og opmuntre. Det gør, at jeg "slipper" for tænke på mig selv, og om jeg selv er træt eller tung i benene.

Jeg glæder mig allerede til vores næste løbetur.

En aftale er indgået

Ældstedatteren og jeg har netop tilbagelagt 5 km i adstadigt tempo, mens snakken gik lystigt. Tænk at hun gider. Jeg gider godt og jeg gider især godt at hun også gider. Det er en god måde at være sammen på. Vi indgik en aftale. I ferien skal vi løbe hver anden dag. Den aftale skal vi nok holde. Håber jeg!

Nederen start på ugen

Så står man der.
Mandag morgen.
I lækkert cykeloutfit.
Og iPod i ørerne.
Og så er cyklen flad.
PÅ BEGGE HJUL.
Må man så godt bande?

27:51

Damn jeg er imponeret over mig selv!

Jeg løb ALT for Damernes 5 km kvindeløb i går i Fælledparken i tiden 27:51. Det er ALDRIG sket før, at jeg har løbet så hurtigt. Og det endda uden at løbetræne. Tænk hvad det kunne blive til til DHL-stafetten, hvis jeg begyndte at løbetræne lidt.

Måske man skulle overveje det?

Nem at lokke

Der er kommet et afbud, så jeg er blevet overtalt til at deltage årets Alt For Damernes kvindeløb i Fælledparken i aften. Er ikke så meget for det der løb og slet ikke sådan nogle løb for tusindvis af deltagere. Men når man nu har noget der minder om et princip om, at man ikke siger nej til en udfordring og når det så ovenikøbet er sammen med alle pigerne på mit nye arbejde, ja, så er der jo ingen grund til ikke at sige ja. Så det har jeg gjort. Håber ikke jeg kommer til at fortryde det.

Sindssyg?

Jeg har været så heldigt at blive inviteret til et foredrag med motions- og sundhedsguruen Chris MacDonald. Jeg har længe været ret fascineret af ham og hans idéer og synes han er vildt motiverende.

Foredraget blev afholdt i tirsdags i Arbejdermuseets smukke festsal. Det var berammet til at være 2 timer, men varede næsten 3. Han var simpelthen ikke til at stoppe, da han først gik i gang.

Chris MacDonald er et energibundt uden sidestykke. Han springer rundt på scenen, flyver gennem salen og fægter vildt med arme og ben. Og salen hyler af grin. Hele tiden. Han er bedre en de fleste stand-up'ere. Han sammenligner den amerikanske mentalitet med den danske og benytter ironi i stor stil.

En stor del af tiden gik med at Chris fortalte om sin deltagelse i RAAM = Race Across America, Verdens hårdeste sportsbegivenhed. Et fuldstændigt sindssygt cykelløb, hvor deltagerne cykler tværs over Amerika (5.000 km) på kun 10 dage. Sammenlagt fik han 11,5 times søvn på de 10 dage. Det vil sige, at han sad på cyklen 23 timer i døgnet. Han drak mellem 40-50 liter vand, indtog 25.000 kcal.(svarende til 83 cheeseburgere) I DØGNET!!!! Fuldstændig vanvittigt!

Han fik da også lige nævnt, at vi skal huske at spise broccoli og blåbær og i øvrigt passe på os selv og hinanden.

Generelt vil jeg sige, at jeg syntes der manglede en overordnet styring i hans fremlæggelse. Han var ret flyvsk og sprang fra det ene til det andet. Men det blev gjort på en super underholdende måde og bar præg af, at han simpelthen bare havde så meget på hjertet, at han havde svært ved at begrænse sig.

Alt-i-alt en fantastisk eftermiddag, som resulterede i, at jeg de to seneste dage har spurtet på min cykel til arbejde med lungerne hængende ud af halsen, for: "Hvis han kan overleve 5.000 km. kan jeg sgu også cykle skallede 9 km for fuld hammer.

Frisk luft i håret

Det gik overraskende hurtigt at komme på arbejde i morges. 25 minutter på cykel tog det. Det er jo ikke galt. Det kræver lidt mere planlægning med ekstra tøj og med både laptop, madpakke og skrammel bag på cyklen, ligner jeg nærmest en, der skal på udflugt, men skidt. Fedt var det og bestemt ikke sidste gang.

I morgen er jeg klar

I følge Kraks ruteplan tager det 9 minutter at komme til mit nye arbejde i bil. Det passer ikke. I hvert fald ikke mandag morgen. I morges tog det næsten 3 kvarter. TRE KVARTER!!! Det er jo vanvittigt. Det er jo ikke ligefrem den måde, jeg havde tænkt mig at min flekstid skulle bruges på - i bilen i en kø.

Jeg har hele tiden regnet med, at jeg skulle cykle. I hvert fald en del dage. Der er bare lige den lille krølle på sagen, at jeg ofte skal noget lige efter arbejde. F.eks. i dag hvor yngstedatteren går til Bratsch. Der har jeg 30 minutter til at pakke sammen, komme hjem, hente hende og køre videre. Det går bare ikke hvis jeg er på cykel.

Men i morgen. Der skal jeg "bare" hente hende og en legekammerat på vejen hjem, så det kan sagtens lade sig gøre på cykel. Så i morgen bliver det. Skal godt nok forbi kiropraktoren om morgenen, men det plejer ikke at tage så lang tid - og det er næææsten på vejen.

Mit største "problem" ved at cykle er, at jeg ikke kan køre langsomt. Vil gerne føle jeg bruger min krop. Men så sveder man altså. Og det er minus-fedt at sidde på kontor og være svedig over det hele. Man kan jo gå i bad, men det synes jeg også er at overdrive lidt, når der kun er 9 km. hver vej. Kompromiset må være at skifte bluse og klatvaske lidt. Jeg satser på, at det er en brugbar løsning. Glæder mig i hvert fald til at vinke til alle dem, der holder i kø.

Højt serviceniveau

Kvart over fem var jeg booket til boksning. Finder glad en parkeringsplads og kaster biler. Opdager et skilt. Argh! Der er kun 1 times parkering og træningen tager mindst to!. Bener ind i træningscentret og spørger hvad man gør.
Jo, siger den flinke receptionist. "Hvor stor er din bil? Kan den være på den plads der", spørger han og peger på en lille, bitte parkeringsplads ude foran. "For så kan jeg stille p-skiven, når der er gået en time"

Hey, flink mand tænker jeg og okser ned og henter bilen, foretager en baglæns parallelparkering TIL DEN FORKERTE SIDE (er psyko god til at parallelparkere til højre, men IKKE til venstre).

Da jeg har været rigtig dame-agtig i lang tid og kørt frem og tilbage uden at komme nærmere noget der minder om en anstændig parkering, kapitulerer jeg med sveden haglende ned af ryggen som om jeg allerede havde været til træning, går ind i receptionen og stikker ham nøglen og spørger om han da ikke lige kan vise sig som en mand, og parkere bilen for damen. Og det gør han så!!!! Perfekt parkering! OG så huskede han ovenikøbet også at stille p-skiven en time seneren. Det er da bare service på højt plan.

(Træningen var i øvrigt monster-god i dag!)

**********

(Og hvad fandt jeg så på, da jeg havde et par timer for mig selv, mens regnen silede ned. Jo, jeg daffede såmænd en tur i Frederiksberg Centret. I gamle dage, før-jeg-fik-børn, boede jeg på Frederiksberg, så jeg har kommet der meget. Det var rigtig hyggeligt. Jeg skulle ikke rigtig have noget, så jeg dallerede bare rundt og kiggede på butikker og mennesker. Det kan man få lang tid til at gå med.)

Næsten som "før-jeg-fik-børn"

Kom ikke til træning i går, og kommer det heller ikke i morgen eller på lørdag. Suuuk! Det er jo næsten ikke til at holde ud.

Heldigvis har min søde mand indvilget i at stå for ungerne PLUS madlavning i dag, så det vil sige, at jeg har FRIII nu!!! Jeg kan gøre næsten hvad jeg vil i nogle timer. Altså jeg har aftalt træning fra 17-19:30 og havde egentlig tænkt mig at arbejde lidt længere, men jeg er færdig med mine opgaver og der ligger ikke lige nogle andre og venter. Så nu har jeg en lille eftermiddag HELT for mig selv. Det er næsten som før man fik forpligtelser.

Er spændt på hvad jeg finder på!

At lytte til kroppen

Trænger til at røre mig. Savner min boksning. Men ryggen siger, at jeg hellere må lytte til den og vente lidt endnu. Måske jeg skulle løbe en tur. Nej, det føles heller ikke som en løsning.


Heldigvis kan løbeskoene bruges til andet end at løbe. Nemlig en god, lang gåtur i det fantastiske forårsvejr.

Med raske skridt begav jeg mig mod Vestskoven og i ørerne havde jeg en ny oplevelse... en violinkoncert. Det havde jeg aldrig troet skulle overgå mig. Men jeg havde tidligere bedt yngstedatterens bratsch-lærer om at foreslå nogle stykker, som yngstedatteren kunne lytte til, og nu fik jeg selv lyst til at høre hvad det var. Er spændt hvad hvad yngstedatteren siger til det og til om hun bliver inspireret af det.

Det var en dejlig, afslappende tur. Havde ingen behov for at få vendt tunge tanker - har ingen, altså af de tunge - så tankerne flød bare let og dejligt, mens den ene dybe vejrtræning afløste den anden med masser af frisk, klar luft. Det er simpelthen balsam for sjælen med sådan en tur.




Da jeg havde gået i tre kvarters tid skrev ældstedatteren en sms, om hun måtte møde mig på turen. Selvfølgelig måtte hun det. Ingen i familien havde ønsket at gå med, og så ville hun pludselig gerne alligevel. Herlig overraskelse. Elsker når hun går ved siden af mig og vi kan hyggesludre eller bare være stille sammen.

Aftensmaden er indtaget - krondyrfilet med grøntsager - og roen er ved at sænke sig på matriklen.

Det har været en ualmindelig vidunderlig dag. Propfyldt med energi og gode ting for mig selv. Det er lykke!

Done!

De ti dages udfordring er gået - og er gået godt. Rigtig godt!

Det var kanon hårdt i de første fire dage, hvad angik nul sukker. Skræmmende, så afhængig man egentlig er af det hvide stads. Men nu må jeg sige, at jeg har det forrygende uden. Jeg spiser også mega meget frugt, så jeg får selvfølgelig dækket en del af det søde behov ad den vej.

Er også blevet helt dygtig til at drikke vand og alle de andre punkter har heller ikke voldt de store problemer. Selv det med at gå i seng i ordentlig tid har fungeret fint (de fleste dage).

Det er ikke første gang jeg har haft en periode uden sukker. Hver gang er jeg dog faldet tilbage i det gamle mønster på et tidspunkt. Forstår ikke helt hvorfor, når nu kroppen - og ikke mindst maven - har det så strålende uden. Men jeg gider heller ikke være fanatisk, så ligeså snart jeg begynder at spise sukker igen, hænger jo nok på 'en. Så må det være så'en!

Et par på hovedet

Det er hvad man kan forvente, når man stikker næsen for langt frem.
Eller når man glemmer paraderne og glemmer at dukke sig.
Det var præcis hvad jeg glemte i går, da jeg var til boksning. Så nu har jeg en fin og øm læbe. Avs!
Men så kan jeg lære det!

Egentlig er det noget underligt noget, det der med at slå på hinanden og ikke mindst blive slået på. Har altid hadet boksning. Syntes det var latterligt at kalde det sport og synes de var ekstremt latterlige, dem der gad stille sig frivilligt op i en ring og få tæv til de bløder. Synes sådan set stadig det et latterligt. Men er selv blevet ret vild med det.

Det er ikke så tit, at vi slår på hinanden. Det ER mest selve den hårde motion, vi kommer for. Men alligevel!
En gang i mellem er det fedt at se, om al den træning har lært en noget.
Om man er blevet hurtigere.
Om man har fået mere kraft i slagene.
Om man kan få et slag ind på modstanderen.
Om al den mavetræning gør, at man kan tage nogle gode stød i maven.
Og om man ser, når modstanderens hook kommer flyvende gennem luften.
Det gjorde jeg ikke i går. Der er stadig meget at lære - heldigvis!